Det værste var smerten. Den bølgede gennem min krop, hver eneste gang et nyt minde poppede op. Hver eneste gang jeg så det for mig. Smerten kom langsomt listende med mørket. Når jeg alligevel sad helt alene i det svage lys. Rystende af kulde og smerte. De vidste det alle sammen, men alligevel levede de videre, som hvis intet var sket. De lod mig sidde alene, næsten druknet i sorg. Det eneste de gav mig, var medlidende blikke. Jeg var ikke længere et helt menneske. Håndtaget til at leve videre, havde han taget med sig, da han døde. Jeg var kommet til den verden, hvor tiden ikke længere gik. Jeg ville altid have smerten og sorgen i kroppen.
”Her, far.” Jeg rakte ham den lille gule lap. Et smil dukkede op på hans ansigt, da han havde læst, hvad der stod. Han bøjede sig forover og plantede et kys på min kind, inden han tog mig i hånden. ”Vi skal gå nu,” sagde han roligt og hjalp min lillesøster i sit overtøj, mens jeg selv fumlede med min jakke. ”Har I husket alle jeres ting, piger?” spurgte han, mens han slukkede lyset i de tre rum, som lejligheden bestod af. Jeg løftede min lille rygsække for at demonstrere, at jeg skam havde husket det hele. Han smilede igen, hvilket tændte en lille gnist inden i mig. Jeg vidste, at han var stolt af mig. Og sådan skulle det blive ved med at være. ”Er du klar, Freja?” spurgte jeg og så ned på min lillesøster, der var i gang med at tømme sine lommer for slikpapir. Hun så op på mig, inden jeg tog hendes hånd. ”Godt piger, så går vi.”
I starten havde jeg grædt hver eneste aften. Min mor var hver eneste aften kommet ind for at sidde ved mig. Hun ville have mig til at sætte ord på de følelser, der fyldte min krop. Men jeg kunne ikke sige et ord. Selv når jeg prøvede, kom tårerne altid og gjorde ordene utydelige og uværdige. Efter fire-fem måneder var tårerne brugt op. Min mor sad ikke længere ved mig om aftenen, og det skulle have været glemt. Men jeg kunne ikke bare glemme det. Jeg kunne ikke tillade mig at være glad, når min far var ved at jævnes i den hårde, klamme jord. Jeg tog mig tit i at grine og smile, selvom jeg burde sidde derhjemme og græde. Jeg begyndte at provokere mig selv for at få den ønskede reaktion. Gråd. Jeg lod de ubehagelige minder og tanker køre på replay, indtil tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne have stoppet det, men jeg havde lyst til at beskylde mig selv for det. Sige, at det var min skyld det hele. Så havde jeg i det mindste én at beskylde.
Jeg forstod ikke, hvorfor min lillesøster hele tiden var på grådens rand. Hvorfor virkede hun pludselig bange for far? Bare fordi han opførte sig lidt anderledes. Hun klynkede hele tiden, selvom jeg blev ved med at sige til hende, at alt var okay. Men jeg opdagede hurtigt, at intet var okay, da far pludselig lå på gulvet i det rumlende tog. Freja begyndte at græde. ”Freja, han leger jo bare med os,” sagde jeg igen og igen, mens jeg trøstede hende. Jeg satte mig på knæ ved siden af fars fødder. ”Se selv her, Freja,” sagde jeg, mens jeg begyndte at binde hans snørebånd op. Jeg vidste, at han ville stoppe mig, og så ville Freja se, at han bare drillede os. Til sidst havde jeg løsnet snørebåndene fuldstændigt, men min far lå stadig med lukkede øjne. Frejas klynken og gråd blev mere panisk, da mit forsøg på at overbevise hende viste sig at være en fiasko. Jeg ventede tøvende på en reaktion fra min far, men der skete intet. Heller ikke, da jeg tog hans sko helt af.
Tanken om, at jeg aldrig nogensinde ville se ham igen, var dræbende. Det var næsten det eneste, der skulle til. Den første provokation. Så begyndte smerten og sorgen ellers at rumle i mig, og hvis jeg blev ved længe nok, kom tårerne. Den ønskede reaktion. Men det blev sværere og sværere for mig, at få tårerne til at trille. Jeg følte mig forræderisk, hvis jeg ikke græd ofte nok over ham. Jeg blev mere og mere immun over for de forfærdelige minder og tanker. Jeg følte mig magtløs. Men mest af alt forræderisk.
