Jeg har ikke skrevet noget om det før i mine blogindlæg, men min far er død. Han døde, da jeg var.. tolv, tror jeg. <-- SE! Jeg er sådan en dårlig datter, at jeg ikke engang kan huske datoen. JEG VAR IKKE ENGANG TIL HANS BEGRAVELSE, FORDI VI BOEDE PÅ GRØNLAND. Og så tænker du: "Var du ikke til din egen fars begravelse?" Nej, det var jeg ikke. En stor del af min barndom har været glæde, glæde, glæde.. og så de problemer, som skyldtes at mine forældre ikke kunne sammen, da min far var alkoholiker. Så fra jeg var otte, eller sådan noget, har jeg ikke set ham. Men lille mig har altid rendt rundt og troet, at jeg skulle være med i sporløs eller sådan noget. Men nej, for pludselig kom det. "Nanna, din far er død." Og jeg sad der, total paf. Fattede ikke noget som helst. JEG GRÆD IKKE ENGANG. Jeg er så kold, dum, følel..- Det var først dagen efter, at helvede startede. Og ved I hvad, det værste er.. Der var ingen, der sagde noget. Kun: "Hvordan døede han?" Og jeg svarer self. med det største smil på fjæset: "Han var alkoholiker." Kan nogen fortælle mig, hvorfor jeg smiler, når verden egentlig er ved at gå under inden i mig?! Jeg kommer hjem, og græder hele dagen. Min papfar holder sig udenfor det, min mor er den eneste, der trøstede. Hun sad ved mig hver aften i en måned. Men selv hun, gjorde det ikke bedre, for hun elskede ham slet ikke.. Hun havde oplevet alle de ting, som han havde gjort, da jeg var for ung til at kunne huske det. Men jeg elsker ham. Jeg ved, at han faldt om i et tog, og efterlod mig og min lillesøster, som græd som bare pokker. Jeg hadede ham ikke, da jeg sad ude i togets midtergang og græd, mens et par unge mænd hentede hjælp. Jeg trøstede min lillesøster og bildte hende ind, at det bare var for sjov, at han lå på gulvet. Seks år gammel, mine damer og herrer. Og jeg har altid holdt hånden over ham. Hver gang min mor siger det mindste uheldige ord om ham.. ender jeg altid med at sidde og stirre ned i maden for til sidst at gå. Men nu sidder jeg og har det dårligt over, at jeg kan rende rundt og være glad, når min far er død. Nu har jeg grædt så meget, at det er løbet hele vejen ned under min skjorte. Klamt. Og ved I hvad? Nu lyder jeg som en eller anden tøs, der skal have medlidenhed. Det er skam for sent. Det eneste jeg bad om, var nogle der gav min hånd et klem og sendte mig et lille smil. Men alle tog afstand, for hvad nu hvis hun ikke vil snakke om det, og hvad skal vi sige og gøre? JEG HAR VÆRET FUCKING ALENE MED DET, og nu har jeg så fået flip. Så meget, at mine fingre ryster, så jeg sidder og sletter og skriver de samme bogstaver igen og igen.
Og nu har jeg også ondt i hovedet.
- Og det hele startede bare fordi, jeg sad og læste?!..
