Pictures - AE

 

 

 

 

Sound of AE

Okay, jeg vil virkelig gerne fortælle jer om alt det, som jeg laver her på efterskolen, men.. jeg vil heller ikke bare skrive en hel roman om noget, som bare er langtrukkent og kedeligt? Hm, jeg vil prøve.

I dag har jeg haft normale timer lige indtil klokken 17:00. Ingen musik, rengøring eller andet gøjl, så det har altså været en lang dag. Det er altid på torsdage, jeg bliver snydt. "Yay, kun Cambridge tilbage," men nej.. så kommer der en eller anden og fortæller, at det er lang dag, og at vi også lige har over en time kristendom bagefter. Intet bedre, nej. Men skolen her er faktisk ikke slem, og nogengange er det faktisk ok interessant, såeh.. (Geek!)

Da vi var færdige with le skole mødtes jeg med Line Lykke (den sødeste pige nogensinde!) og talte lidt om at tage en masse fede billeder, men vi skal lige have nogen seje idéer. Vi har ellers allerede fundet det fedeste sted! Jeg smuttede op i Lindegården 4 (Lindegårdens sejeste, hyggeligste værelse, lol), hvor jeg var lidt kreativ, haha. Jeg skrev en masse søde, opmuntrende ting, som jeg her for lidt siden satte på skolens spejle (eller nogen af dem). For lidt siden var der også kontaktgruppeaften, og de forskellige kontaktgrupper skulle lave den flotteste kage på mindst tid. Vores flødeskum blev til smør,- så er det sagt.

Nu sidder jeg oppe i Lindegården 5 (Ditte & Lunas) værelse, hvor jeg sidder og stener, mens Ditte laver tysk (længe leve tyskland og deres pæne, lækre, overskønne sprog).

Fascination

Kender I det, når man bliver fascineret af en person? Ikke forelskelse, ikke bare 'hun ser sej ud', men når man føler det uopnåeligt for en, at blive 'god' nok. Interessant nok. Man kan sidde og se på personen, grine af noget, som personen gør, også selvom man sidder i den anden ende af rummet. Det er fantastisk og forfærdeligt på samme tid. Det er spændende, nyt.. men det gør også ondt, når man står derhjemme foran spejlet og indser, at man ikke har den rigtige ansigtform, og at kjolen ikke sidder lige så godt som på hende. Og så snøfter man lidt, men bliver så enig med sig selv om, at det er ligemeget. Målet er at blive en ven. Men hvorfor kæmpe så meget for det, når man ikke engang ved om, man virkelig har fat i vennepotientiale. Jeg spørger tit mig selv, men det hjælper ikke.
Flere hundrede mennesker passerer mig hver dag, og det lægger man ikke rigtig mærke til. Høje, lave. Tynde, tykke. Brunt hår, lyst hår, rødt hår, grønt hår? Kjole, bukser, shorts, nederdel. Smilende, triste. Generte, udadvendte. Så mange.. Alligevel lagde jeg mest mærke til den ene person, som heldigvis viste sig at være en engel.
Gud elsker mig alligevel engang i mellem.

Le musik

Og så en helt anden genre, lol..

Det er det, vi hører, når vi crasher Lindegården.