Kender I det, når man bliver fascineret af en person? Ikke forelskelse, ikke bare 'hun ser sej ud', men når man føler det uopnåeligt for en, at blive 'god' nok. Interessant nok. Man kan sidde og se på personen, grine af noget, som personen gør, også selvom man sidder i den anden ende af rummet. Det er fantastisk og forfærdeligt på samme tid. Det er spændende, nyt.. men det gør også ondt, når man står derhjemme foran spejlet og indser, at man ikke har den rigtige ansigtform, og at kjolen ikke sidder lige så godt som på hende. Og så snøfter man lidt, men bliver så enig med sig selv om, at det er ligemeget. Målet er at blive en ven. Men hvorfor kæmpe så meget for det, når man ikke engang ved om, man virkelig har fat i vennepotientiale. Jeg spørger tit mig selv, men det hjælper ikke.
Flere hundrede mennesker passerer mig hver dag, og det lægger man ikke rigtig mærke til. Høje, lave. Tynde, tykke. Brunt hår, lyst hår, rødt hår, grønt hår? Kjole, bukser, shorts, nederdel. Smilende, triste. Generte, udadvendte. Så mange.. Alligevel lagde jeg mest mærke til den ene person, som heldigvis viste sig at være en engel.
Gud elsker mig alligevel engang i mellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar