Jeg har altid hadet dem. Forræderne. Jeg har set dem miste livet, set fortrydelsen i deres øjne i det øjeblik, de mistede fodfæstet. I det øjeblik bumpet lød, og brædderne under dem forsvandt. De stak os i ryggen, og vi har alle været tilfredse med at lade dem straffe. Vi ignorerede deres råb om hjælp, og det fortryder jeg først nu, hvor jeg selv står for tur. Jeg burde være som heltene i de historier, som jeg nåede at høre min mor fortælle. Dreng eller pige, jeg ved, at det ikke er afgørende. Det har det aldrig været. Jeg burde se mørket i øjnene, uden at fortryde. Men sandheden er, at jeg for første gang i mit liv er bange. Bange for døden.
- What do you think about it? Det er begyndelsen på en bog, som jeg vil i gang med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar