Jeg bor på en gammel gård med mine tre mindre søskende og mine to forældre, der begge er i gang med en form for uddannelse. Vi har næsten ingen penge, og der er hele tiden noget at gøre der hjemme. Jeg har ikke lavet andet end at tude i dag, efter jeg kom hjem fra skole.
For det første kom jeg op og skændes med min mor i bilen, da vi skulle ind for at veksle mine pund om til danske. Min mor havde taget 100,- fra mit værelse og givet dem til en, som hun skyldte penge. I bilen sad hun så og beskyldte mig for at 'spare med vilje' på de 1000,- som jeg havde fået med til Skotland, så jeg kunne bruge dem, når jeg kom hjem. For det havde været penge, som jeg havde fået med, så jeg altid havde lidt, hvis der nu virkelig blev brug for dem. Hun troede ikke rigtig på, at jeg faktisk havde tænkt mig at give dem til hende, når de engang var blevet vekslet tilbage. Hun forstod ikke, at jeg skulle bruge de 100,- - som hun havde taget, - til at komme til Kolding på fredag. Det endte med, at jeg blev beskyldt for at være utaknemmelig. Hun ved så bare ikke, at jeg faktisk havde været taknemmelig over at få 500,- med til Skotland, selvom det ikke ville have været nok. Hun ved heller ikke, at jeg faktisk aldrig spørger om penge, fordi jeg ikke vil virke utaknemmelig. Det er derfor, at jeg aldrig beder om 30,- til en sandwich, selvom min mor har sagt, at jeg godt må.
Da vi så kom hjem begyndte det heeeele forfra. Denne gang med de pligter, som min søster og jeg har. Godt nok var det ikke en skænderi, men jeg synes bare, at det er så uretfærdigt.
Hver anden dag skal jeg tømme opvaskeren efter skole, sætte i opvaskeren efter skole og når vi har spist (+ vaske alle gryder og kander op, tørre borde og komfur af, tømme skraldespanden og gøre vasken rent.) Samtidig skal jeg hænge tøj op (oftest to kurve), lægge tøj sammen og derefter skal det på plads. Så skal aaaalle vores 1504654765410254564 millioner sokker lægges sammen i par. Udover det regnes der også med, at jeg lige dækker bord og/eller rydder ud fra bordet, når de andre ikke lige vil, og at jeg lige rydder op rundt omkring i huset, når der er rodet og sådan. Så skal jeg også gøre rent på badeværelset hver anden uge og holde orden på mit værelse. Mit spørgsmål er: ER DET MEGET? Jeg bliver hele tiden beskyldt for aaaaldrig at gøre det ordentligt og aaaaldrig at gøre det hele. "Du hjælper aldrig til af dig selv." - "Du tænker kun på dig selv." - "Du lader altid os stå med det.." DET DRIVER MIG TIL VANVID! Jeg forstår ikke, hvorfor det hele skal være så svært? Jeg har veninder, der har lige så mange søskende. Og de skal overhovedet ikke lave lige så meget?! Måske tømme opvaskeren en gang om ugen, hvis de lige husker det. Ellers er det gjort, når de kommer tilbage. Det irriterer mig bare, for hvad får jeg for det? - Min mobilregning, der er på omkring 110 kr. bliver betalt. JO TAK! Jeg kan hver anden dag ikke være sammen, fordi jeg skal alt det, som vel omkring en time. Men fordi jeg bor 7,4 km. fra alt OG alle er hele min dag gået, når jeg endelig er hjemme. Udover det, så skal jeg cykle til.. næsten alt! Eller ikke her i vinterperioden, men de går hele tiden: "Nu skal du snart begynde at cykle til og fra skole, nu skal du snart..-" STOP! Der er 7,4 km, hvor fedt er det? Og så klager de over, at jeg ikke har et job. Men overvej lige mig, der skal have et job, når jeg hver anden dag SAMTIDIG skal ordne derhjemme OG når jeg skal cykle 7,4 km. frem og tilbage?! Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er en dum, ung, teenagepige, men jeg kan bare mærke, at det snart bliver for meget. Bare det at jeg skriver det her, for mine øjne til at løbe i vand. Skole, pligter, mangel på penge, skænderier med forældre, gråt vejr.. Jeg kan virkelig ikke mere. Jeg har lyst til at lægge mig og sove fra det hele.
Hvordan er det hjemme ved dig? Fortæl, tak.
- Jeg retter ikke denne tekst, det gider jeg ærlig talt ikke.
