JÆGERSPRIS

Her sidder jeg så. I jægerspris. I et lille hus, der mest af alt minder om en ret hyggelig lejlighed. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på Kirstens lejlighed. Gulvet, væggene. Møblerne, som vi har proppet ind. Jeg elsker det.

Det er underligt ikke at skulle til teater. Virkelig underligt. Heldigvis er der en fest d. 20., hvor vi mødes. Jeg glæder mig, og samtidig er jeg så frygtelige bange, at det gør ondt inden i. Jeg er bange for at blive skuffet. Bange for ikke at kunne deltage. Bange for at en eller flere bliver væk. Og ja, jeg er meget flov over at være så optaget af alt det her teater, fordi jeg er optaget af det på en ret.. unormal måde. Bær over med mig, tak.

Camilla kommer i overmorgen, og spørg mig lige, om jeg glæder mig! Jeg hænger ud med min lillesøster, (vi deler værelse...) og det er skam rigtig hyggeligt, men.. Jeg vil da også gerne have nogen venner og veninder her? Tanken om, at jeg bliver hende datteren, som hele byen har hørt om - "det var hende, der spillede noget teater i sommers, ikke?", "Det var hende, der er på efterskole i Jylland, ikke?" - men som de aldrig har set, fordi hun er alle andre steder end i Jægerspris er ikke ligefrem den fedeste.

Camilla hiv en masse solskin og glæde med dig! :) <3

Jeg gider ikke at rette teksten, overlev.

Flytning

Huset i Jægerspris, som vi så på her for ikke så længe siden, er nu vores. Mit værelse er pakket ned, og det samme er halvdelen af mit tøj. Jeg sover på min søsters værelse og/eller oppe i stuen på en madras. Jeg har ikke noget imod det, og jeg synes faktisk, at det er spændende (:

I dag skal jeg til teater klokken 10, og vi er vist færdige klokken 15, så det er en af de korte dage, selvom jeg ikke ville have noget imod, hvis den varede tusinde år.

Vi flytter om to ugers tid. Om to uger er jeg ikke færdig med mit teater endnu. Det betyder at min familie flytter, og at jeg bliver på Fyn. Mens de kører frem og tilbage, henter ting og besøger venner, så render jeg rundt i haven bag Nislevgård og gør klar til premieren og de andre forestillinger. Og jeg skal så bo hos alle mulige forskellige. Det bliver spændende at se, om det kan gå op. Om jeg kommer til at mangle nogle at sove ved, for så mange gode venner har jeg heller ikke. Lige nu har jeg kun to i tankerne. Emma fra mit teaterhold og Camilla (:

I går fik jeg brev fra Askov, men der stod desværre slet ikke så meget, som jeg havde håbet på. Jeg må ind og gennemgå deres hjemmeside endnu engang.

Ha' en god mandag (:

ARGH.

Jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg skal overleve denne dag? Klokken er halv otte, og mine forældre er lige kørt ind til Odense, selvom de burde være i gang med at bage kage til loppemarkedet og sætte op. I går gik vandet hos en, der hedder Mette. Nogle af vores venner. I nat blev hendes mands bror kørt ned, og han er vist død. Jeg har sådan en underlig fornemmelse inden i. Det var underligt at blive vækket af mine forældre tidligt, tidligt, hvorefter de fortalte, at de kørte derind med det samme, og at jeg skulle holde øje med mine brødre, der ligger ude i teltet.

Inde i mit hovedet kører Den Flyvende Hollænder på repeat, og det er lidt skræmmende, for i denne situation er den uhyggelig at lytte til. Jeg er fuldstændig rastløs, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Der er intet teater før på torsdag, så jeg kan ikke flygte til det og glemme alt andet. Nej, faktisk er der en synopse-prøve-ting, der lurer. Den skal afleveres i morgen, og jeg er ikke begyndt, for jeg aner ikke, hvad jeg skal. Jeg havde planlagt så meget, som så er smuldret fra hinanden, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Blah.

Undskyld for den dårlige blogning, men jeg drukner. Jeg drukner i teater og tanker, og jeg elsker det! I hvert fald det med teater. Jeg elsker at gå til teater, også selvom jeg ikke er særlig meget med i år. Jeg elsker at sidde og kigge på, når de andre er på scenen. Jeg sidder og griner, når det bliver sjovt, og jeg sidder og laver ansigtsudtryk passende til situationen. Jeg glemmer helt alle tankerne, når jeg er til teater. Selvom jeg ikke snakker med særlig mange til teater, fordi jeg er den nye, som åbenbart ikke må lukkes ind i gruppen, så elsker jeg det virkelig! Men når jeg så kommer hjem kigger jeg på kalenderen og opdager, at jeg først skal til teater igen på torsdag. OH MY GOD. Så jeg skal overleve så længe i den rigtige verden. Jeg kan ikke lige sejle med til skatteøen og bruge to dage i træk på det. Jeg skal pludselig til at indse, at jeg åbenbart ikke må lukkes ind i fællesskabet. At jeg tre gange inden for de sidste to måneder er en af de eneste, der ikke bliver inviteret med til forskellige arrangementer. I dag er Camilla og Karoline til fest hos Jeppe fra min klasse. Jeg er ikke inviteret. I dag mødes mit teaterhold og griller for.. tredje gang i denne teater-sæson. Jeg er ikke inviteret og var det heller ikke de to andre gange, så faktisk er det flere end tre gange, hvor folk vælger at tænke: "Nanna? Ej, det kan jeg ikke lige overskue." Og det sjove er, at jeg ikke er sure på dem. I hvert fald ikke teaterfolkene der. Jeg er faktisk ked af, at jeg ikke kommer til at spille sammen med dem næste år. Hvis det ikke havde været for pengene havde jeg MED GLÆDE taget toget fra Jægerspris til Odense tre gange om ugen for at komme til teater. Jeg dør så meget efter den sidste forestilling. Kære Gud, gør noget.

Btw, så dropper jeg min blog challenge, for jeg kan ikke overskue at blogge lige for tiden.

Sundaaaaay

I fatter ikke, hvor træt og ugidelig jeg er. I går var jeg til privatfest hos en dude fra klassen. Elm. Det var virkelig hyggeligt. I hvert fald lige indtil jeg tabte min piercing. Staven faldt pludselig bare ud af hullet, mens jeg rendte rundt omme bag huset ved indkørslen. Jeg fik heldigvis staven i igen, intet problem der. Men jeg havde så ingen lås til den. Og det har jeg stadig ikke, så jeg har måtte vende den omvendt og sætte et stykke tape hen over min læbe, så den bliver siddende i hullet. God, hvad gør jeg ikke for min piercing. Men da jeg for 6. gang stod ude på wc'et og nørklede med piercingen var jeg viiirkelig tæt på at sætte mig ned og tude. Træthed, for meget at drikke, og så ville tingene ikke, som jeg ville. Men jeg overlevede, og vi hyggede os lige indtil klokken fire, hvor Camillas mor hentede os. Så sov Karoline, Camilla og jeg hjemme ved Camil.

Op klokken 9, nørkle mere med piercing, have tømmermænd. Til teater klokken 10, færdig med teater korprøve klokken 16. HJEM OG ÆDE! - Jeg havde ikke spist noget hele dagen..

Jeg skulle self. cykle hjem fra teater, fordi solen skinnede jo og blah blaa blaaaah. Ha, SOM OM! Det begyndte at regne på vejen hjem, så jeg cyklede over halvdelen af turen i regnvejr. Nooo. Og så faldt jeg i søvn, åd lidt brød, sov, spiste lidt aftensmad og lagde tøj sammen. Tænkte lidt på min synopse og skubbede tankerne om det væk igen. Skrev lidt med nogle forskellige folk, gloede billeder igennem fra festen og nu skriver jeg dette blogindlæg.

SKOLE I MORGEN. Jeg kan ikke overskue det, men så alligevel. Hvis det regner, og hvis jeg får penge til piercing, så bliver det en god dag.

Jeg ødelagde forresten også min mobil. Åh, Nanna. Du må stoppe helt med at drikke.

Til teater

Jeg var til teater i dag, og så var der denne her lyshårede fyr, der oplyste hele rummet, hver gang han smilte. Det var skønt at sidde og se på, når jeg alligevel ikke rigtig skulle være med i nogle scener. Jeg snakker ikke rigtig med dem til teater, for de andre har det så godt sammen, så de stod udenfor eller inde i et andet rum og snakkede, dansede og øvede kor. Jeg sad og så på, mens de øvede. - Ham, der skal spille hovedrollen, og nogle få andre. Han spiller Jim, da vi øver Skatteøen. Han er perfekt til det, synes jeg. Han stod der. Hele tiden i bevægelse, som om at han virkelig ikke kunne stå stille. Selv, når han fik forklaret, hvordan han skulle gøre, så stod han og bevægede fødderne. Hver gang de afsluttede en scene lavede han et lille spring, hvorefter et smil lyste op på hans ansigt og afslørede hans kridhvide tænder. Og når han på et tidspunkt skulle se drømmende ud, så begyndte han altid at smile, mens han så ud på et punkt, der skulle forestille at være langt væk. Til sidst fik han at vide, at han ikke behøvede at være så drømmende, hvis han ikke kunne lade være med at smile, og så fandt de på noget andet. Han skulle også lave en scene, hvor han kommer til at løbe ind i en luder, som nærmest kaster sig over ham. Han så så sød ud, som han stod der. Fuldstændig i rolle, ligesom hende damen, der skød brystet frem mod ham og kildede ham under hagen. Jeg kom til at tænke på, hvem der mon fortjente sådan en som ham. Og jeg kom hurtigt frem til et svar. Sådan en, der smiler og er glad hele tiden. Sådan en, som snakker med de andre, og som er naturlig at se på. En som er køn, men på en uskyldig og - igen - naturlig måde. En, som er spændende og som lever sit liv på en smuk og solskinsagtig måde. Hele vejen hjem tænkte jeg over det, og så blev jeg deprimeret, og så skrev jeg til ham, at det havde været en ret sjov scene, men at han gjorde det godt. Og han svarede, og jeg følte, at jeg havde gjort min pligt. - Uden at ansøge ham som ven, for jeg er ikke ude på noget, og jeg vil ikke virke som en stalker. Men suk.. Lige nu og her er jeg ikke tilfreds med mig selv.

Det her er et underligt indlæg, I know.