ARGH.

Jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg skal overleve denne dag? Klokken er halv otte, og mine forældre er lige kørt ind til Odense, selvom de burde være i gang med at bage kage til loppemarkedet og sætte op. I går gik vandet hos en, der hedder Mette. Nogle af vores venner. I nat blev hendes mands bror kørt ned, og han er vist død. Jeg har sådan en underlig fornemmelse inden i. Det var underligt at blive vækket af mine forældre tidligt, tidligt, hvorefter de fortalte, at de kørte derind med det samme, og at jeg skulle holde øje med mine brødre, der ligger ude i teltet.

Inde i mit hovedet kører Den Flyvende Hollænder på repeat, og det er lidt skræmmende, for i denne situation er den uhyggelig at lytte til. Jeg er fuldstændig rastløs, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Der er intet teater før på torsdag, så jeg kan ikke flygte til det og glemme alt andet. Nej, faktisk er der en synopse-prøve-ting, der lurer. Den skal afleveres i morgen, og jeg er ikke begyndt, for jeg aner ikke, hvad jeg skal. Jeg havde planlagt så meget, som så er smuldret fra hinanden, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre.