Blah.

Undskyld for den dårlige blogning, men jeg drukner. Jeg drukner i teater og tanker, og jeg elsker det! I hvert fald det med teater. Jeg elsker at gå til teater, også selvom jeg ikke er særlig meget med i år. Jeg elsker at sidde og kigge på, når de andre er på scenen. Jeg sidder og griner, når det bliver sjovt, og jeg sidder og laver ansigtsudtryk passende til situationen. Jeg glemmer helt alle tankerne, når jeg er til teater. Selvom jeg ikke snakker med særlig mange til teater, fordi jeg er den nye, som åbenbart ikke må lukkes ind i gruppen, så elsker jeg det virkelig! Men når jeg så kommer hjem kigger jeg på kalenderen og opdager, at jeg først skal til teater igen på torsdag. OH MY GOD. Så jeg skal overleve så længe i den rigtige verden. Jeg kan ikke lige sejle med til skatteøen og bruge to dage i træk på det. Jeg skal pludselig til at indse, at jeg åbenbart ikke må lukkes ind i fællesskabet. At jeg tre gange inden for de sidste to måneder er en af de eneste, der ikke bliver inviteret med til forskellige arrangementer. I dag er Camilla og Karoline til fest hos Jeppe fra min klasse. Jeg er ikke inviteret. I dag mødes mit teaterhold og griller for.. tredje gang i denne teater-sæson. Jeg er ikke inviteret og var det heller ikke de to andre gange, så faktisk er det flere end tre gange, hvor folk vælger at tænke: "Nanna? Ej, det kan jeg ikke lige overskue." Og det sjove er, at jeg ikke er sure på dem. I hvert fald ikke teaterfolkene der. Jeg er faktisk ked af, at jeg ikke kommer til at spille sammen med dem næste år. Hvis det ikke havde været for pengene havde jeg MED GLÆDE taget toget fra Jægerspris til Odense tre gange om ugen for at komme til teater. Jeg dør så meget efter den sidste forestilling. Kære Gud, gør noget.

Btw, så dropper jeg min blog challenge, for jeg kan ikke overskue at blogge lige for tiden.

At være tilfreds

Hvornår er vi egentlig tilfredse? Når alt kører som smurt eller hvad? Jeg tror egentlig, at alle har forskellige opfattelser af at være tilfreds. Glad. Lykkelig. Hvad ved jeg.. Jeg ved bare, at jeg tit står ved bustoppestedet og tænker: "Ha, det sker KUN for mig, at bussen er forsinket." Okay, Nanna. Er du dum? Du er nok ikke den eneste, der skal med bussen, og derfor kan du heller ikke være den eneste. Eller også tænker jeg: "Bussen kommer ALTID for sent." Igen noget, der ikke passer. Men man regner bare med, at det er en selvfølge, at bussen kommer til tiden. Man tænker jo ikke over, at den kom til tiden alle de andre dage. Men igen, hvad ved jeg.

Jeg ved bare, at jeg bliver glad, når min mor kommer ind på mit værelse og spørger, om jeg har haft en god dag, og når hun så endda tager skålen - der har stået på mit værelse i hundrede år - med ud. Så kan jeg sidde og smile. Jeg hører altid om mine veninder, der har mødre til at støvsuge deres værelser og alt sådan noget. Sådan er det bestemt ikke herhjemme, og jeg klager skam ikke, jeg siger bare, at jeg til gengæld bliver glad over de små ting. F.eks. inden jeg skulle til Skotland. "Nanna, jeg har lavet tunsalaten, den står i køleskabet." Jeg var sådan helt: Hvad?! Jeg kan nemlig ikke huske noget tidspunkt her indenfor for den sidste tid, hvor jeg har følt den form for omsorg. 'De små ting'. Det minder mig om børnehaven, hvor éns mor altid stod og smurte madpakke. Dengang, hvor hun sørgede for én. Nu bliver man mere og mere selvstændig, og så bliver jeg glad. Men samtidig ked af det. Suk, suk, suk. Mit indlæg er ret forvirrende, synes jeg. Men jeg håber, at I finder mening i det (: - Og nej, min mor er ikke en eller anden ond én, der ikke hjælper med noget, haha. Det er ret svært at forklare.

Jeg sidder og høre musik med min lillesøsters høretelefon-ting, fordi lyden er meget bedre på den måde. Og pludselig er jeg til min helt egen koncert, hvor jeg kan synge lige som jeg vil. For ved I hvad? Når man kan synge, så er det pludselig slut med at synge for sjovt, hvor det måske ikke lyder så godt. For så er man pludselig ikke en god sanger mere. Det er lidt uretfærdigt ):