Jeg havde flere gange set ham sætte sig ind i en fremmedes bil, hvorefter jeg kunne følge bilen med blikket, indtil den forsvandt ud af syne. Jeg kunne læse ham, som ingen anden. De blå øjne, der sagde alt, hvis man forstod ham. Og det gjorde jeg, som en af de eneste. Jeg vidste, hvad jeg havde.. Ingenting.
Jeg stoppede op samtidig med ham. Vores blikke mødtes, og vi så hinanden an. Hvad krævede han af mig, og hvad krævede jeg af ham. Vi krævede intet af hinanden. Vi prøvede at bilde hinanden ind, at vi faktisk slet ikke behøvede hinanden. Men det gjorde vi. Bare det at se den magre, blege fyr stå der. At vide at jeg ikke var alene. Det var nok. Og det var vi enige om. Jeg vidste, at et bebrejdende blik ville dukke op i de blå øjne, hvis jeg sagde eller gjorde noget. Jeg ville ødelægge det, og det havde jeg ikke tænkt mig. Samtidig håbede jeg inderligt, at han heller ikke ville ødelægge det for mig. For os. – Og det gjorde han ikke. Han så nærmest lettet ud, da det lidt efter gik op for ham, at jeg ville blive ved med at være tavs. Sådan blev vi stående. Så hinanden an, grinte af hinandens svagheder indeni. Prøvede at lade som om, at vi var ligeglade med hinanden. At vi ikke klamrede os til det bånd, der førte os sammen.
To skridt på samme tid, men fra hver sin person. Han strøg roligt forbi mig, idet jeg selv var ved at tage endnu et skridt. Jeg hørte hvad han sagde, selvom han forblev tavs. Selvom hans læber forblev blege, uden at have været skilte ad. Mere behøvede jeg ikke. Jeg kunne ikke og ville ikke forlange mere end en anden at dele hemmeligheden med. Og det havde jeg.
