Min mor har fire gange spurgt, hvad der var galt, men jeg kan ikke svare hende. For hvad er der galt? Det er bare det hele, der er smeltet sammen til et stort kaos inden i mig. Jeg er så skoletræt, at jeg får ondt i hovedet af bare at tænke på det. Jeg er bange for mine idéer, der ofte minder om: "Jeg forlader snart skolen og går hele vejen hjem midt i en tysktime.." Jeg er irriteret på vejret, der er så dejligt, at jeg hele tiden tror, at det er sommer. Men så kommer jeg i tanke om, at der er 94 dage til ferien, og så vil jeg næsten hellere have det til at sne. Jeg har det dårligt over, at jeg ikke er tilfreds med de 'tre timers fødselsdag', som jeg havde igår. Det pisser mig af, at jeg skal i gang med at gøre rent lige så snart jeg kommer hjem, når jeg ikke engang har pakket en af mine 'bedste' gaver ud endnu. Det skræmmer mig, at jeg skal til at tænke på prøveeksamen. Jeg hader mig selv for, at jeg bare lader mig falde mere og mere i karakterer uden overhovedet at ville gøre noget.
Hele den blanding af forskellige ting, får mig til at tude, så jeg ender med at føle mig endnu mere alene og barnlig. Men jeg kan slet ikke lade være. Jeg synes, at det er flovt, så derfor var jeg tæt på slet ikke at skrive dette indlæg.
Det gør ondt, når jeg skubber min familie endnu mere væk, når jeg egentlig gerne vil have, at de giver mig et kram, fordi jeg savner dem og egentlig gerne vil have dem til at forstå. Men fordi jeg ikke kan forklare dem det, så lader jeg dem bare tro, at jeg faktisk står og tuder, fordi jeg ikke gider at støvsuge.
