Skole, skole, skole.

Jeg er godt gal lige nu. Først nu er jeg gal på min skole, selvom mine lærer har beskyldt mig for at have været det i noget tid. Ja, jeg var ikke i skole i dag, fordi jeg ikke gad. Sådan siger mine forældre i hvert fald, men faktisk så kunne jeg bare ikke overskue det. "Er det ikke det samme?" Nej! Hvis jeg ikke gider, er der fra min synsvinkel noget galt med skolen. Hvis jeg ikke kan overskue det, er det mig, der er noget med. Der da jeg var til skole/hjem-samtale fik jeg at vide, at jeg virkede ret ligeglad med skolen. "Nanna, der er ikke særlig lang tid til, at du siger farvel til skolen, men du kan ikke bare læne dig tilbage og give slip i det." Ja, jeg har altid været ret dygtig i skolen i de fleste fag. Mit gennemsnit ligger på 9,4, tror jeg. Jeg er steget i biologi og faldet i mundtligt engelsk, fordi jeg aldrig deltager. MEN DER ER EN GRUND TIL DET. Vi laver sjældent engelsk, når vi har engelsk. Når vi endelig laver noget, der har med sproget at gøre.. så er det fordi der er blevet sat en engelsk film på MED DANSKE UNDERTEKSTER. Vores engelsklærer er mega nedern. "Hva' så Nanna? Har du redt dit hår eller har du bare været i bad? Det ser anderledes ud.." Og så sidder hele klassen og glor på én. "Mine damer og herrer! .. Og Daniel." <-- Det er næsten det værste, for Daniel har det vist heller ikke så nemt med de andre i klassen. Alle driller ham. Det er ret synd for ham. Han er lidt uheldig og sådan, men at læren også skal begynde? DERFOR gider jeg ikke deltage i engelsk. Det er min protest mod undervisningen og den der.. nedrivning af vores selvtillid, som han har gang i. Og ja, det lyder åndssvagt og alt det der, men jeg har det nu fint nok med det. For selvfølgelig svarer jeg, når jeg bliver spurgt og sådan, men jeg sidder bare ikke længere med hånden oppe hele tiden. Og jeg synes selv, at jeg stinker til matematik. Hvis vi så får at vide, at vi ikke må arbejde sammen, så er jeg helt lost. Så kan jeg ikke få hjælp af en veninde, og jeg vil ikke spørge læren, fordi jeg aldrig forstår det, når han forklarer. "Forstår du det?" - "Ja ja!" - Og så går han, og jeg sidder stadig og bare tænker what?! Så derfor springer jeg lidt videre i bogen, læser forklaringerne igen og igen.. Og tegner. Og nu er jeg så hende, der ikke gider matematik, selvom hun er vildt dygtig. ARGH!

Og i dansk. Ja, jeg sidder ikke med hånden oppe hele tiden, fordi jeg ikke gider være en stræber, der bliver lavet jokes om bag min ryg. Jeg gider ikke være hende, som skal skrive for skolebladet, fordi de andre synes, at jeg er den klogeste. Jeg gider ikke være hende, som de andre kigger efter. Det har jeg prøvet, og det var ikke sjovt. Det bliver man nedern af, også selvom de andre takker, når de render over til sig selv med deres danskhæfter under armen.

Men altså.. "Du ignorer mig også Nanna, og jeg vil bare gerne vide hvorfor?" - Ja, det sagde min dansklærer. WHAT?! Jeg var total forvirret. Jeg har altid synes, at vores dansklærer er mega nice. Sådan en underlig mand, der kan snakke 15675 sprog flydende, og som render rundt med netundertrøje. HAHA, jeg griner næsten ved tanken. Men ham ignorer jeg altså. Bare fordi jeg ikke deltager helt lige så meget i dansk. Men det sjove er, at han for tre-fire måneder siden kom over til mig i et frikvarter: "Nanna, er du sur på mig?" Og jeg som havde siddet og snakket med Camilla rynker lidt på panden og ser lidt forvirret på ham. "Næhh?" For jeg var virkelig ikke sur på ham! Jeg vidste ikke engang, at jeg skulle på efterskole der! "Er du sikker? Jeg gik og var bange. Åhh, hvad havde jeg nu gjort." Og så gik han igen. Og igen er jeg sur på ham, men uden at jeg selv ved det? Og så forklarede jeg ham, at jeg ikke ville være stræber til den der samtale, men så rystede han bare på hovedet og sagde, at den købte han ikke. GOD, hvad ville han have, at jeg skulle sige?! Og nu kommer mine forældre også og siger, at jeg ikke bare kan sige 'rend mig i røven' til den skole, som jeg havde været glad for, lige indtil der var bedre ting i sigte. Jeg burde være mere taknemmelig, blah, blaah, blah. Undskyld, men har de ikke gået i skole eller hvad? Og nu sidder jeg her og skriver en stil til i morgen, fordi jeg ikke fik afleveret en for noget tid siden, FORDI JEG VIRKELIG HAVDE GLEMT DET, og vores lærer havde sagt, at han ikke ville have stile, der kom for sent. Nu har min papfar skrevet inde på forældreintra, at min stil vil han få i morgen. Og nu tænker du: "Jamen, du havde jo ikke lavet den, hvis du sidder og laver den nu?" Nej, men hør her smarte. Jeg havde skrevet et essay om julen, når det skulle have været en reportage, så jeg startede da lige forfra for et par timer siden, yes yes.

Okay, jeg kan ikke længere holde styr på det, som jeg skriver. Jeg ved bare, at jeg mangler forståelse fra andre. Forståelse fra nogle, der rent faktisk kan hjælpe mig en smule. Gøre det lidt bedre, eller bare.. Bare acceptere, at jeg mener det, som jeg lige har skrevet. Lige nu føler jeg ikke, at mine forældre kender mig, og samtidig har jeg det dårligt over det, fordi jeg selv er skyld i det. Hver gang der har været noget, har jeg holdt det for mig selv, fordi jeg er for doven til at forklare det. Og nu kommer det hele brusende, så de tror, at det er noget, der er kommet på et par dage, og at jeg burde tage mig sammen i stedet for det andet pjat. Åh, tusind tak weheartit. Jeg troede, at du gav mig inspiration, men af en eller grund siger noget mig, at du også er skyld i alt det her. Hver gang jeg tænker skole, dukker et weheartit billede op, hvor på der står: "WE ARE THE WASTED YOUTH!" Hver gang jeg tænker på min engelskstil, kommer der det sejeste billede frem, hvorpå der står: "I don't give a shit." Og til at starte med tænkte jeg: Så sej og afslappet vil jeg være. Jeg vil leve! Være ung og nyde det! Og nu er jeg sådan, og jeg tænker på weheartit, når jeg trykker på krydset og en meddelelse dukker op: "Vil du gemme?" NEJ. Og det var så de lektier, der ikke kan blive afleveret. OG JEG SMILER IMENS, FORDI JEG ER SÅ STOLT OVER, HVOR COOL JEG ER. Men jeg er aldrig gået for vidt! Jeg har kun glemt at aflevere stil EN GANG. Jeg har kun fået en lektieseddel med hjem, og sådan skal det blive ved med at være. Så ja, jeg slapper lidt mere af en før, men hvor er de uforstående og pisseirriterende.

Åh, det er dejligt at komme ud med det. Tak til jer, der faktisk bruger tid på at læse dette volapyk (:

Paranoia

Jeg skælder tit ud, for at få tiden til at gå stærkere,

men samtidig løfter jeg chokeret øjenbrynene, fordi det pludselig er fredag. Igen?

Det irriterer mig, stresser mig og skræmmer mig. Dagene flyder sammen. Jeg synes selv, at jeg kæmper bravt. I hvert fald, når det angår musikken. Jeg øver keyboard HVER DAG! Mindst halvanden time hver dag. Så sidder jeg desperat og spiller den samme melodi syvhundrede gange, for at få den til at sidde fast i mit hoved. Jeg skal blive bedre. Jeg skal, jeg skal, jeg skal! Men det er jo ikke det eneste, jeg vil.

.. Og hvad med prinsen på den hvid hest? Hvornår fuck har han tænkt sig at dukke op? Jeg har ikke lyst til at ende op 18 år gammel, har været single i 6 år. Hvorfor er Nordfyn fyldt med popdrenge, der tror de styrer verden, og at de scorer så meget med deres attituder. Det driver mig til vanvid!

Jeg ved godt, hvem jeg er. Men hende vil jeg ikke altid være! Jeg vil være så mange ting, at det næsten er skørt. Jeg ville ikke have noget imod at være alternativ, drenge-pige, modetøs, der går med sin seje t-shirt nede i shortsene, der bliver holdt oppe af et sejt bælte. Men jeg kan jo ikke være det hele?! Og hvad nu hvis jeg fortryder senere?

Jeg vil ikke være voksen. Jeg vil ikke giftes, have børn. Jeg vil ikke slæbe mig selv til det samme kedelige job hver eneste dag.. Det er uretfærdigt, at vi har så lidt tid til at nyde ungdommen. At ungdommen er så kort. - Bare det at jeg siger, at jeg vil til NY, når jeg er færdig med gym.. det får mine forældre til at sige: "Det ser vi på til den tid," for de vil jo gerne have, at jeg får en uddannelse først. MEN HVAD GÅR DER GALT?! Når man endelig er færdig med skolen, skal man videre med 'sit voksne og ansvarlige liv'. Jeg nægter.

Jeg lyder som alle de andre unge, der råber om hjælp. "Hvem er jeg, og hvad skal jeg?" - Men jeg var næsten ulykkelig, da jeg blev femten. Nu skal jeg træde i karakter. Og jeg er slet ikke den rette endnu. Jeg skal have finpudset så meget af mig selv, og det bliver jeg ikke bare lige færdig med. Men jeg kan ikke først være færdig, når det er for sent! Hvad gør jeg? - Går op og ser tv. Absurd, ikke?

Billederne er IKKE taget af mig, desværre.