Suk

JEG SLETTEDE INDLÆGGET FRA I GÅR, FORDI DET.. Det var bare noget møg. Jeg har besluttet mig for at forklare det hele og så krydse fingre for at vedkommende ALDRIG finder denne blog.

Til næste år skal jeg gå på efterskole med en, der lige nu (her på bloggen) hedder D. Vi har skrevet ret meget sammen, ligesom jeg har med så mange andre af efterskole-folkene. Der sker så det, at D begynder at blive mere og mere sød og virkelig.. drømme-fyrs-agtig, men slet ikke på en måde, der virker 'jeg-vil-bare-score-dig-agtig. Og jeg, som ikke har haft en kæreste siden 5. klasse, bliver total forvirret, får røde kinder og svarer forsigtigt igen, men så det sagtens kunne tolkes som om, at jeg var med på den. Og det var jeg måske også? Og fuck, fuck, fuck. Jeg vågnede i morges og allerede, da jeg sad i bussen på vej til Odense, fik jeg det rent faktisk dårligt på grund af alle tankerne. Jeg har aldrig set knægten, kun på billederne. Han er 12 cm. mindre end mig, og det har jeg nok ikke selvtillid til lige nu og her. Måske er jeg bare blændet af alle de søde ting, som han skriver. På næste torsdag skal jeg se ham til et infomøde på efterskolen. Der er to andre fra efterskolen - nej tre! - der ved, at han kan lide mig. Han regner med, at jeg kan lide ham. Og nu sidder jeg her og tvinger mig selv til at svare ham, fordi jeg var så dum at blive revet med af stemningen, som jeg har længtes efter at have omkring mig og i mig. Jeg havde det så dårligt, at jeg måtte stige af cyklen og trække halvdelen af vejen, da jeg cyklede de 7,4 km. hjem. Og så skrev han, at han var glad. - Mens jeg gik der med min cykel. Og jeg spurgte hvorfor, og han svarede, at det var fordi, at han måske var forelsket. FORELSKET?! Det tog mig mindst ti minutter at få svaret, selvom jeg gik med mobilen i hånden. Jeg vidste jo godt, hvem han snakkede om, men hvordan kan han være forelsket i én, som han aldrig har mødt? Han har heller ikke haft en kæreste i laaang tid, så jeg ved, at han er lige så skrøbelig som mig. - Okay, jeg føler ikke, at jeg kan forklare det ordentligt. Daaamn. Jeg kan ikke klare tanken om at skulle stå på næste torsdag og BØJE mig ned for at give ham et kram, som han lægger aaaalt for meget i, mens der står nogle andre og tænker: "Ha, hvor er de nedern. Vilde med hinanden, total sjovt par. Og så er det første gang, at de ser hinanden." JEG ER IKKE VILD MED HAM. Måske bliver jeg det? I don't know. Jeg ved bare, at hvor jeg i går for første gang i mit liv prøvede smagsprøven på 'gengældt kærlighed', så står jeg i dag og forbander den langt væk, selvom jeg har kaldt på den så længe. For nu er jeg ikke blændet længere, og jeg kan se det rod, jeg har lavet. Undskyld, undskyld, undskyld.